Indrømmet…det er PÆNT længe siden jeg har haft gang i bloggen. Man skal selvfølgelig have noget at skrive om for at holde liv i den…men det skal jo også gerne samtidig være noget man har lyst til at dele…
Men nu er jeg klar igen..og kommer her med en update på Fru Langs liv.
Og det har ikke været lutter lagkage i mit liv de sidste par måneder..5. maj fik jeg den mest forfærdelige opringning i mit liv…Det var midt om natten, vi var lige kommet hjem efter en hyggelig aften med vores gode venner Rikke og Lars. Og som altid røg mit hjerte op i halsen på mig da telefonen ringede…for hvis folk ringer hjemmefra DK midt om natten..så er det ikke gode nyheder.
Og det var min far i røret…og beskeden var at min mor lige var død. Det var fuldstændigt uvirkeligt.
Hun havde haft det skidt fra om morgnen, lidt ligesom kraftig influenza. Far havde i løbet af dagen spurgt om de ikke skulle ringe efter vagtlægen, men det mente min mor ikke. Hun havde bedt min far tage en madras ned i stuen, så han sad lige ved siden af i køkkenet da han kun høre der pludselig ikke kom en lyd fra hende. Og han kunne med det samme se at det var helt glat med hende, fik ringet til falck og gik igang med hjertemassage. Min far har i mange år undervist i førstehjælp, så jeg ved med sikkerhed at hun fik den bedst mulige hjælp.
Falck kom og forsøgte genoplivning, men de kunne ikke få liv i hende igen, trods forsøg med alt.Det var en kæmpe blodprop i hjertet elller lungerne.
Jeg fløj hjem så hurtigt som muligt for hold op hvor er der mange praktiske ting man skal have styr på, og jeg var glad for der var både min søster og min far og jeg til at tage beslutningerne.
Ingeniøren og ungerne kom en uge efter og vi kunne alle være med til bisættelsen som blev holdt på en smuk solfyldt dag i Maj. Der var fyldt med blomster i kirken…alle vidst hvor meget hun holdt af blomster. Jeg havde hyret en til at spille Amazing Grace på trompet…jeg husker at det virkelig var en sang min mor kunne blive berørt af…især den gang jeg i skolen lærte at spille den på blokfløjte. Da jeg spillede den stortudede min mor, for hun synes det lød så smukt(sådan er forældre jo…vi elsker når vores små poder kan et eller andet )Og der var da heller ikke et øje tørt i kirken.
Jeg havde et par dage forinden været hos bedemanden, han havde sagt at når jeg kom hjem kunne jeg sagtens komme ned og se hende og sige et sidste farvel. Jeg var meget i tvivl om det ville være ok at se hende. Min far og søster havde set hende på sygehuset om aftenen hvor hun døde.Men bedemanden sagde det eneste der ville være forandret fra da hun var i live ville være, at hendes æreflipper var blålige ligesom hendes negle ville være det.
Og det var lavet så fint, et smukt hvidt rum med blomster og levende lys…og så lå min mor der ligeså fint i en hvid kiste. Hun lignede en der bare sov. Hun havde sit eget tøj på…noget jeg havde givet hende sidste gang de besøgte os i Shanghai .Det var rart ligesom at se…at det virkelig VAR sandt hun var død.Jeg kunne ikke få mig selv til at røre hende, for jeg vidste hun selvfølgelig ville være kold. Men det var rart med et sidste farvel, samt at jeg den dag i kirken jo virkelig vidste hun lå i kisten, for det havde jeg jo selv set.
Vi fik urnen allerede dagen efter fordi jeg skulle retur til Kina, så min far og jeg satte urnen i jorden sammen på en fin plads vi havde valgt på kirke gården.
Og her kan jeg så besøge hende…for pt er jeg i Dk.
Det er underligt og mærkeligt pludselig ikke at have sin mor mere…en der har været her hele mit liv.Men nogle gange har jeg det alligevel som om hun bare er ude et eller andet sted og kommer hjem snart…..
Jeg savner hende og bagefter synes man jo altid der var 1000 ting man ikke fik sagt eller snakket om, så jeg kan kun opfordre jer alle…sig tingene til jeres forældre og kære mens tid er….
